~ Søndags treat - lunt bananbrød med syltetøj ~
Søndag med gråskyer og støvregn ude - og bløde bukser og hygge inde! Jeg havde et par brune bananer der skreg på at blive pakket i dej og puttet i ovnen, og derfor duftede køkkenet i eftermiddags sødt og lækkert af bananbrød med blåbær i. Perfekt til regnvejrhygge!
Opskrift bananbrød med blåbær:
Det skal du bruge:
100 g sukker
2 æg
0,5 dl Olie
400 g godt modne bananer
1 håndfuld blåbær
300 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
1 tsk vaniliesukker
0,5 tsk salt
0,5 dl mælk
Sådan gør du:
Olie, sukker og æg røres sammen. Bananerne moses og blandes i sammen med mælken.
De tørre ingredienser blandes sammen og tilføjes bananblandingen.
En håndfuld bløde blåbær vendes i dejen.
Blandingen fordeles i et brødfad med bagepapir. Brødet bages midt i ovnen ved 175 grader - alm ovn i 1 time.
Det er lang tid siden jeg har bagt, og Hector blev derfor ret begejstret for tiltaget - vi er nemlig begge vilde med det her brød. Det minder jo ret meget om kage, men alligevel ikke som en banankage - det lidt mindre sukkerindhold gør det også mindre syndigt, og så må man vel godt tage to skiver! ;)
~ Toppes med syltetøj og ekstra blåbær - HAPS! ~
I weekenden har Aarhus været vendt på hovedet af Northside festival og Aarhus halvmarathon - jeg har rullet over billeder på Instagram fra begge dele - venner der danser i gummistøvler og mudder - og dem der har kæmpet benene igennem 21 kilometer. Wow! - Næste år er det mig - altså nok ikke lige løbeturen.. (helt sikkert ikke løbeturen!) - men Northside - Trods regn og mudder ser det bare så hyggeligt ud!
Go' søndag derude!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar